Forventningen er, at der mandag formiddag sættes navn på, hvem af de udpegede rådmænd der skal være politiske chefer, for hvilken forvaltning.

De dramatiske dage efter valget har efterladt mange tabere og betydeligt færre vindere.

Det allerstørste tab kan blive, at vælgernes tiltro til de folkevalgte reduceres (yderligere), og at samarbejdet i de næste fire år i bystyret bliver anstrengt, konfliktfyldt og båret af mistro. Der hviler på samtlige 31 ny- og genvalgte, og ikke mindst på kommunens førstemand, et stort ansvar for, at det IKKE sker, og for, at de 31, som vælgerne betroede styringen, professionelt tager fat på arbejdet.

Som regnestykket i skrivende stund ser ud, ligner den radikale Jes Lunde her og nu den største taber i magtspillet. 

På valgnatten havde han sikret sig en rådmandspost og tilmed den, han har boltret sig med de seneste fire år. Han havde tidligt, før valget og på valgnatten, søgt at bringe sig selv i spil som borgmester-mulighed, uden at det bar frugt. Nogle dage efter blev forsøget gjort igen, og Jes Lunde gik planken ud, annoncerede sig søndag kl. 14.56 med en underskrevet aftale i hånden som afløser for Lasse Frimand Jensen - og endte som den, der i kortest tid har kunnet kalde sig borgmester i Aalborg. 

Tre timer og fire minutter gik der, fra han sendte en pressemeddelse, til Lasse Frimand Jensen meddelte, at han, i kraft af den konservative Vibeke Gamsts hop, havde vundet titlen tilbage. 

Det vil være underligt, hvis Jes Lunde ikke sidder tilbage med en følelse af, at denne deroute kunne være undgået, hvis Vibeke Gamst havde sagt fra over for ham som borgmester ikke efter aftalens indgåelse, men før. 

Enegang skiller vandene 

Ud fra den kommunikation, parterne hver især efterfølgende har offentliggjort, har den konservative forhandlingsleder Morten Thiessen ikke, før han skrev under på at gøre Jes Lunde til borgmester, ubetinget kunnet vide, at partifællen Vibeke Gamst var så meget imod, som hun viste sig at være. Hun på sin side har forsvaret sig med, at hun troede så lidt på realismen i forhandlingerne, at hun ikke ville råbe op.

Er Vibeke Gamst en vinder eller en taber? Hun får en rådmandspost, ja, men må med stor sandsynlighed forlade sit parti og slutte en lang politisk karriere som løsgænger. 

Hendes enegang skiller i den grad vandene. Nogle ser hende som heltinden, der stod op mod en - efter deres mening - håbløs konstituering, båret primært af et ønske om at slippe af med en socialdemokratisk borgmester. Andre mener, at hun svigtede sit parti. 

Morten Thiessen får fortsat en rådmandspost, så han er på en måde en vinder. Også fordi der, uagtet en forventet eksklusion af Vibeke Gamst, vil være to rådmænd, valgt på konservative stemmer. Beskrivelsen af hans kontante håndtering af Vibeke Gamst giver ham imidlertid nok nogle ridser i lakken.

Venstre er klar til skifte midtvejs 

Hos Venstre, der tydeligst af alle førte valgkamp på at få en blå borgmester, kan man konstatere, at det fik man ikke denne gang. Og partiet, der på valgnatten havde forhandlet sig frem til to rådmandsposter, så både spidskandidat Jan Nymark Rose Thaysen og stemmesluger Maja Torp fik en, må konstatere, at forsøget på at vælte S-borgmesteren endte med at koste dem den ene post.

Jan Nymark Rose Thaysen kan fortsætte sit arbejde som rådmand. Men han gør det med Maja Torps ånde i nakken og et krav om, at han, hvis han ikke om to år igen vælges til spidskandidat, overlader posten til hende midtvejs. 

Lasse Frimand Jensen er på en måde en vinder, for det blev ikke ham, der efter 100 års ubrudt socialdemokratisk styre måtte give stafetten videre. Men prisen har været høj. Der sidder tilbage ni andre socialdemokrater, der ikke får så meget at arbejde med de næste fire år, som de havde set frem til, og som tilslutningen ved valget under andre omstændigheder kunne have givet.

Da Lasse Frimand Jensen blev valgt som Thomas Kastrup-Larsens afløser, var der nogle stykker i også den ny byrådsgruppe, der ikke mente, han var det rette valg. Skuffelsen over nu også at sidde tilbage uden en eneste rådmandspost til byrådets største parti gør, at borgmesteren også internt i sin egen gruppe kommer på hårdt arbejde. 

Danmarksdemokraterne står som en vinder

For SF og Enhedslisten endte spillet, som det blev aftalt på valgnatten. Med en rådmandspost  til SF og en plads i økonomiudvalget til Enhedslisten. Det kan begge være tilfredse med, valgets tale taget i betragtning. Til gengæld må de konstatere, at det grønne valgforbund, skabt af de to partier samt Alternativet (som ikke opnåede valg) og Radikale Venstre og med modstanden mod Egholm-forbindelsen som en af mærkesagerne, med det radikale forgæves forsøg på at sikre sig borgmesterposten synes at være fortid. 

Det ny parti Danmarksdemokraterne må siges at være en af de få ubetingede vindere. Partiet kom ind med to mandater, forhandlede over et par dage til begge sider - og endte med, mod en rådmandspost til Peter Lindholt, at slå pjalterne sammen med Lasse Frimand Jensen og co. Men først da Vibeke Gamst havde sikret Frimand flertal efter Lundes exit, hvorved Danmarksdemokraterne undgik enhver risiko for at nedkalde sig partiformand Støjberg vrede. 

Det var ikke dem, der skabte flertallet bag en rød borgmester. De cementerede flertallet.

Der er mange større og mindre poster, der skal besættes i Aalborg efter valget. I det nye byråd bliver økonomiudvalget - tidligere kendt som magistraten - omkalfatret. Det består fra nytår af borgmesteren, fem rådmænd samt yderligere tre menige byrådsmedlemmer. 

De tre sidste pladser ser ud til at tilfalde Lasse Olsen fra Enhedslisten, Mikael Simonsen fra Liberal Alliance samt den radikale Jes Lunde. På den måde vil økonomiudvalget bestå af tre, som er valgt i den røde blok, fem med borgerligt rygmærke samt Jes Lunde. 

Økonomiudvalget kommer dermed til at rumme næsten alle nøglepersoner fra valgdramaet i Aalborg. De skal mere end nogen andre i byrådet demonstrere, at de mestrer samarbejdets kunst.Og udvalgets virke kan derfor blive en strømpil for, hvordan man får det politiske arbejde i landsdelens største kommune til at fungere oven på en uges tid med betydeligt mere krasse ord end i hele den forudgående valgkamp.